En introfest for nystartede 1.g'ere på Niels Brocks handelsgymnasium på Kultorvet i København sidste weekend er endt med, at tre drenge er blevet sigtet for voldtægt af en 16-årig pige.

De tre drenge på henholdsvis 17, 17 og 20 år sidder nu varetægtsfængslet frem til 5. september sigtet for at have "skaffet sig samleje og anden kønslig omgængelse end samleje" med en 16-årig pige, der ifølge sigtelsen var "ude af stand forhindre handlingerne på grund af indtagelse af alkohol".

Bt.dk har været i kontakt med ven til én af de sigtede, og han mener ikke, at der er hold i sigtelserne mod de tre drenge. Vennen, som ønsker at være anonym, var ikke med den pågældende aften, men har efterfølgende talt med en række, der var.



- Hun ville selv. Der var intet, der tydede på, at hun ikke var interesseret. Det siger alle, der var med til festen, siger kilden til bt.dk.

Episoden fandt sted natten til lørdag den 24. august. De unge havde ifølge Ekstra Bladets oplysninger været til intro-fest på Niels Brock, og de rykkede efterfølgende videre til en privatfest i den ene unge mands hjem - en luksuslejlighed i det centrale København. 

Ifølge sigtelsen var det i denne lejlighed, at pigen skulle være blevet forgrebet.

Sekretariatschef på Niels Brock, Erik Andersen, bekræfter overfor bt.dk, at en kvindelig elev på skolen har anmeldt en voldtægt.

- Vi ved fra pigens forældre, at hun har anmeldt en krænkelse, men det er ikke noget, vi som skole er involveret i. Det er ikke sket på Niels Brock. Det er sket til en privat fest, og vi ved ingenting om sagen. Vi ved ikke, hvad der er sket, og vi ved ikke, hvem de sigtede er, siger han og understeger, at skolens ledelse ikke er blevet orienteret af politiet om sagen.

Han kender ikke til, at det skulle være tutorer - altså ældre elver, der skal tage hånd om de nye studerende - der er sigtede i sagen.

- Normalt foregår den slags på en ordentlig og stille og rolig måde, siger Erik Andersen.


Bt.dk har været i kontakt med Københavns Politi, som bekræfter, at de efterforsker sagen.