Michael Lillelund var mangeårig ven med politikeren René Kauland og overbevist om hans uskyld i drabsforsøg. Lige indtil et mystisk brev dumpede ind af hans brevsprække.

Onsdag morgen blev lokalpolitikeren René Kaulund fundet død i en fængelscelle. Samme dag skulle han have været i retten, tiltalt for drabsforsøg og vold mod sin 43-årige ekskæreste og hendes dengang ni-årige datter.

Med dødsfaldet blev sagen aflyst, og Michael Lillelund får aldrig svar på det spørgsmål, der har naget ham i månedsvis.

»Hvorfor kom det så vidt? Det finder jeg aldrig ud af. Han tager svarene med sig i graven,« siger Michael Lillelund, der stadig er dybt rystet over vennens død.

»Jeg har det ad helvede til. Han var en af mine bedste kammerater,« siger han.

René Kauland og Michael Lillelund gik i folkeskole sammen og har været venner siden. De havde døtre på samme alder og sås hinanden jævnligt.

To måneder før overfaldet var de to fædre sammen i Lalandia med deres døtre.

»Han var ked af det. Men jeg så ingen indikation på, at han kunne finde på noget som helst af denne karakter,« siger Michael Lillelund.

Venstre-politikeren René Kauland blev fundet død i en fængselscelle onsdag 8. marts 2019.
Venstre-politikeren René Kauland blev fundet død i en fængselscelle onsdag 8. marts 2019. Foto: Greve Kommune
Vis mere

»Han har aldrig gjort en flue fortræd. Han var en helt stille og rolig fyr, og han var ikke voldelig,« siger han

Om aftenen 11. maj 2018 fik han en sms fra René Kauland, som skulle vise sig at være den sidste telefoniske kontakt, de to venner havde.

Fire en halv time senere iførte René Kauland sig ifølge politiets anklageskrift maskering, knuste en rude og trængte ind i sin 43-årige ekskærestes soveværelse.

I samme anklageskrift kan man læse, at han angiveligt slog hende gentagne gange med en hård genstand. Den ni-årige pige blev også slået.

Da sagen blev omtalt i medierne med billeder af gerningsstedet, genkendte Michael Lillelund huset, som han selv har været med til at sætte i stand.

Da han læste, at ekskæresten var anholdt, regnede han ud, at det måtte være hans ven.

»Min første tanke var: 'Glem det, I har fat i den forkerte',« erindrer han.

Mens sagen stadig var under efterforskning, modtog han et brev, der ændrede alt.

Rene Kauland (V) var valgt ind i byrådet i Greve.
Rene Kauland (V) var valgt ind i byrådet i Greve.
Vis mere

»Da jeg åbnede brevet, tænkte jeg 'fuck'. Det her er en afgørende brik i sagen.«

Brevet indeholdt en plan om, hvordan Michael Lillelund skulle hjælpe sin ven med at plante falske beviser. Brevet var underskrevet R, men da sagen aldrig nåede i retten, er det ikke kommet frem, om politiet har tekniske spor, der kæder brevet til René Kauland.

»Jeg blev nødt til at aflevere brevet til politiet. Jeg havde ikke andre muligheder. Hvis jeg destruerede brevet, ville det være at ødelægge bevismateriale,« siger Michael Lillelund.

Hvorfor tror du, at han sendte brevet til dig?

»Måske er det fordi, han ved, at jeg vil gå langt for familie og venner. Det vil jeg også, men her går grænsen,« siger Michael Lillelund.

19. marts var han indkaldt som vidne i sagen, men han nåede aldrig at vidne mod sin ven. Hverken politiet eller Kriminalforsorgen ønsker at udtale sig om dødsårsagen.

Kriminalforsorgen skal nu undersøge, om regler og procedurer er overholdt i forbindelse med dødsfaldet. Akterne sendes herefter til Folketingets Ombudsmand, der afslutter sagen.

René Kaulund var uddannet økonom og blev ved kommunalvalget i 2017 valgt ind i byrådet i Greve med 353 personlige stemmer.

Michael Lillelund ser sagen som en stor tragedie for alle parter.

»Mine tanker går til ofrene, til Renés datter og hans far og mor,« siger han.