Vejbod udsat for hærværk og tyveri: Nu lukker Christian ned
Christian Vejlgaard Christensen og hans søn har solgt hjemmedyrkede kartofler i deres vejbod i mere end otte år. Det er nu slut.

Christian Vejlgaard Christensen og hans søn har solgt hjemmedyrkede kartofler i deres vejbod i mere end otte år. Det er nu slut.

Efter godt et årti er det nu endegyldigt slut.
Hærværk, kaos og tyveri er blevet for meget for Christian Vejlgaard Christensen, som i mere end otte år har holdt en vejbod med sin søn.
Efter at vejboden de seneste to uger er blevet udsat for hærværk, trækker han stikket for kartoffelboden.
Det fortæller han selv til TV 2 Nord og B.T.
Vejboden, som har stået i et vejkryds mellem Brønderslev og Aabybro i Nordjylland, er efter otte år findes derfor ikke længere.
»Nu gider jeg ikke det besvær mere,« siger han til B.T. og forklarer at boden er blevet pillet ned.
Det var egentlig Christian Vejlgaard Christensens søn, der åbnede kartoffelboden i sin tid. Efter sønnen flyttede længere væk har Christian Vejlgaard Christensen passet den de sidste to år.
»Det er jo ikke fordi, der er noget økonomisk i den (vejboden, red.), men det har været meget hyggeligt.«
Lige indtil det ikke var hyggeligt mere.
Til lokalmediet beskriver han, hvordan boden er blevet behandlet skidt af ukendte personer et hav af gange.
»Det var mest for hobbyens skyld, men når der er hærværk to søndage i træk, betyder det, at jeg kører sur i det. Så må vi se, om den kommer op næste år,« fortæller han til TV 2 Nord.
For lidt over en uge siden blev kartofler hældt ud, samtidig med at pengekassen blev stjålet.