
Den alvorlige trafikulykke efter den anden har plaget Hillerødmotorvejens forlængelse i Nordsjælland.
Ikke mindst de tre vejbaners hyppige skift mellem at være to i sydgående retning og to i nordgående retning har været genstand for stærk kritik fra flere sider.
Senest har en dobbelt dødsulykke i slutningen af marts og et nyt alvorligt sammenstød mellem en lastbil og en varevogn tirsdag morgen fået blandt andre fire lokale borgmestre ved den 13,5 kilometer lange strækning til at reagere.
I to omgange har de efterlyst Vejdirektoratets svar på, hvordan man fremadrettet kan undgå lignende ulykker.
Og nu har de fået svar, som B.T. har fået adgang til.
Vejdirektoratet henviser blandt andet til, at politiet og bilinspektører fortsat er i gang med de tekniske undersøgelser af de to seneste alvorlige ulykker.
Blandt andet for at få klarlagt, om der er forhold på vejen, der har været medvirkende årsag til ulykkerne.
Og samtidig noterer Vejdirektoratets direktør Jens J. Holmboe i sit svar, at hastigheden på strækningen i sommeren 2024 er blevet 'skiltet ned' fra 90 km/t. til 80 km/t., ligesom politiet har øget kontrollen på strækningen.
Det har ifølge Vejdirektoratet betydet, at gennemsnitshastigheden på stedet er blevet mærkbart lavere.
Desuden oplyser vejdirektøren, at trafikken på 'i løbet af sensommeren' bliver omlagt.
»Vejen vil derefter ikke længere være en 2+1 vej, hvor man skiftevis har et og to kørespor i hver retning. I stedet vil der i den sydlige retning mod København være to vognbaner og i den anden side i retning mod nord en enkelt vognbane,« forklarer Vejdirektoratets direktør.
Borgmester Trine Egetved fra Gribskov Kommune er noget skuffet over svaret, som hun kalder et 'ikke-svar':
»På trods af flere ulykker på godt et par uger går man ikke ud og kigger på, om der er ordenligt styr på sikkerheden i det store anlægsarbejde, som der er gang i et år endnu.«
»Det er jo ikke meningen, at folk skal køre på arbejde og blive slået ihjel. Jeg savner, at man tager en vurdering på, om sikkerheden er god nok. Det er lidt passivt at henvise til noget med omlægning af vejbaner, som man i forvejen havde besluttet at gøre,« siger den konservative borgmester.
Også Venstre-borgmester Nicolai Bechfeldt fra Furesø Kommune er behersket tilfreds med Vejdirektoratets svar.
»Det er tragisk, at der bliver ved med at ske ulykker på strækningen, og i det lys undrer jeg mig både som borger og borgmester over, at der ikke hurtigere sættes tiltag ind.«
»Jeg vil gerne sammen med mine borgmesterkolleger drøfte, hvordan vi kan forsøge at påvirke, at sikkerhedsforanstaltninger opgraderes hurtigere,« siger Venstre-borgmesteren fra Furesø.
»Hvis det hele tiden har været meningen at ændre vognbaner, som det beskrives i brevet, så vil jeg da spørge, om man ikke kan fremrykke den løsning, så det ikke skal vente til sensommeren.«
Samtidig løfter Nicolai Bechfeldt også muligheden for, at borgmestrene måske skal løfte deres henvendelse fra Vejdirektoratet til den fungerende transportminister.
»Jeg tænker heller ikke, at han har interesse i at have en strækning, der fortsat er så farlig, at ulykker fortsætter med at ske med samme frekvens, som det er tilfældet nu,« tilføjer Furesø-borgmesteren.


