En mandlig bilist er onsdag fløjet på Rigshospitalet, efter at han kørte galt ved Lille Skensved nær Køge.

En 19-årig mandlig bilist er kørt ind i et træ på Ejbyvej nær Lille Skensved i Køge Kommune onsdag middag.

Det oplyser Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.42 onsdag.

Vejen var spærret, inden den blev genåbnet omkring klokken 13.00 onsdag.

Det var en soloulykke. Manden er fløjet til Rigshospitalet med en lægehelikopter, men han er ikke i kritisk tilstand.

Martin Bjerregaard fortæller, at manden var i stand til at kommunikere med redningspersonalet, da de skar taget af mandens bil for at hjælpe ham ud.

Årsagen til uheldet er ukendt og bliver nu undersøgt. Manden har ramt et træ på den modsatte side af kørselsretningen.

/ritzau/