En varevogn kørte torsdag morgen i vandet i Nordhavn i København.
En person blev reddet op og kørt til behandling på sygehuset.
Det oplyser Københavns Politi til B.T.
»Vi får anmeldelsen klokken 06.18 om, at en bil er kørt i vandet på Kalkbrænderiløbskaj i Nordhavn. Det er vidner på stedet, der anmelder det,« fortæller vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

Hovedstadens Beredskab sendte dykkere i vandet og fik føreren reddet op.
Beredskabet skriver på Twitter, at en hund, som også befandt sig i varevognen, døde under uheldet.
Der er endnu ingen meldinger om, hvilken tilstand føreren befinder sig i.
Det er ifølge politiet også uvist, hvad der præcist er sket, og hvorfor varevognen endte i vandet.
»Vi arbejder i stadig på stedet, og det er noget af det, vi lige nu undersøger,« siger vagtchef Henrik Svejstrup.