En dommer besluttede fredag at forlænge varetægtsfængslingen af manden, der er sigtet for seksuelle overgreb mod to mindreårige døtre.

Manden, der er søn af en tidligere dansk toppolitiker, er sigtet for 'ikke mindre end 50 gange' at forgribe sig på pigerne, der var 7 og 11 år, da overgrebene første gang fandt sted.

Retten, som B.T. grundet navneforbuddet i sagen rent geografisk ikke kan præcisere yderligere, besluttede, at manden skal forblive varetægtsfængslet frem til den 30. november.

Over for B.T. fortæller en ansat ved byretten, at den sigtede ikke selv var mødt op til retsmødet, men blev i arresten, imens dommeren besluttede at forlænge fængslingen.

Overgreb fandt sted på ferier

Overgrebene har ifølge et referat af retsbogen fra grundlovsforhøret mod manden - som B.T. har fået aktindsigt i - fundet sted mellem 2016 og 2018 i mandens hjem og på ferier i udlandet.

I referatet står der desuden, at manden 'ved udnyttelse af sin fysiske og psykiske overlegenhed' har befølt pigerne uden på og inden under tøjet.

Ydermere står der, at manden er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 225, som er andet seksuelt forhold end samleje.

Men fordi ofrene er under 12 år, sigtes han samtidig for voldtægt - straffelovens paragraf 216 stk. 2. -  hvor strafferammen hæves med fængsel indtil 12 år.

B.T. har flere gange forsøgt at få en kommentar fra den sigtedes advokat, men det har ikke været muligt.

Den sigtede mand har ifølge retsbogen erkendt sig delvis skyldig. Hvad dette helt nøjagtig dækker over, har ikke været muligt af afklare.

Moderen meldte sagen til politiet

Over for B.T. fortæller en person med kendskab til sagen, at det var moderen til pigerne, der ringede til politiet og anmeldte manden.

Det var angiveligt den ene af de to forulempede piger, der fortalte moderen om overgrebene, som ifølge retsbogen på det tidspunkt havde stået på i mere end to år.

Moderen kontaktede herefter politiet, som hentede de to piger ind til videoafhøring - som almindeligvis bliver brugt til børn og unge, der er ofre for seksualforbrydelser - og på baggrund af disse afhøringer valgte de at anholde manden.

Det skete torsdag den 1. november kl. 16.12.