Den 17-årige dreng, der tidligere på dagen blev varetægtsfængslet for et knivoverfald, skulle have været i retten i en anden sag.

Det fortalte anklager Sara Fasano til dommeren i Københavns Byret, efter den unge mand var blevet ført ud af retten.

Af retslisten fra Københavns Byret fremgår det ligeledes, at den 17-årige teenager, der er beskyttet af et navneforbud, skulle have været i retten i en tilståelsessag.

Efter den nu fængslede mand var blevet ført ud af dommervagten, opstod der kortvarigt forvirring i retten, da han på grund af varetægtsfængslingen ikke kunne møde i den planlagte retssag.

Den sag omhandler også et forhold om kniv, da han ifølge retslisten skulle han have været i besiddelse af en ulovlig kniv.

Forvirringen blev dog hurtigt opklaret, da anklageren kunne fortælle, at tilståelsessagen ikke ville blive til noget i denne omgang.

Den 17-årige blev anholdt natten til tirsdag.

Ved 12-tiden blev han ført ind i dommervagten. Her var han iført et blåt sæt joggingtøj fra Kriminalforsorgen.

Foto: privatfoto
Vis mere

Efter en kort snak med sin forsvarsadvokat, Henrik Karl Nielsen, blev den 17-årige sigtet for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, da han ifølge politiet mandag klokken 14.18 ved Nørrebrogade 39 i København stak en 19-årig mand med kniv i venstre lår.

Den 17-åriges forsvarsadvokat fortalte, at hans klient nægter sig skyldig i sigtelsen.

En time senere blev han varetægtsfængslet i 27 dage.

Mandagens knivstikkeri er blot det seneste i en lang række af knivstikkerier, der har fundet sted i hovedstaden den seneste måned.