Blæsten var søndag middag for stærk til, at det var forsvarligt at passere Storebæltsbroen i lette køretøjer.

På grund af kraftig blæst fra syd blev bilister, lastbil- og buschauffører søndag frarådet at krydse Storebæltsbroen med vindfølsomme køretøjer.

Advarslen blev udsendt søndag morgen kort efter klokken 06.

Midt på eftermiddagen er meldingen fra Vejdirektoratet, at vinden er aftaget, og at varebiler, campingvogne og lette lastbiler igen kan køre over broen.

Også personbiler med anhængere samt busser måtte vente på, at blæsten stilnede af, før de kunne passere bæltet.

Det har derimod ikke været et problem for personbiler uden anhænger at køre over Storebæltsbroen, så længe fartgrænserne blev overholdt.

/ritzau/