Føreren af en varebil blev sent onsdag aften alvorligt kvæstet, da varebilen – af uvisse årsager – kørte ind i en modkørende traktor.

Ulykken skete på Rute 26 ved Ræhr nær Hastholm i Vestjylland.

Politi og redningsmandskab blev alarmeret klokken 22.48.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Nørrum, til B.T.

»Føreren af varebilen er stadig i kritisk tilstand,« fortæller han torsdag morgen.

Personen i traktoren kom ikke noget alvorligt til.

Politiet ved endnu ikke, hvad årsagen til ulykken er, men en bilinspektør har undersøgt stedet.

På billeder fra ulykkesstedet kan man se, at der er en del sne på vejbanen, men det er altså ikke fastslået, hvorvidt det glatte føre er årsagen til, at det gik galt.

En person blev livsfarligt kvæstet i en alvorlig trafikulykke ved Hanstholm onsdag aften.
En person blev livsfarligt kvæstet i en alvorlig trafikulykke ved Hanstholm onsdag aften. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

»Varebilen kommer af en eller anden grund over i modsatte kørebane og rammer traktoren,« sige Jan Nørrum.

Efter ulykken blev chaufføren af varebilen fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital.

Den kvæstedes pårørende er endnu ikke underrettet. Derfor kan politiet heller ikke sige mere om den pågældendes identitet.