En kvindelig beboer i Frederikssund har formentlig fået sig noget af en ubehagelig overraskelse natten til torsdag.

For midt om natten var en indbrudstyv pludselig på vej ind på hendes værelse gennem et vindue.

Hændelsen fandt sted klokken 03.38, oplyser Nordsjællands Politi i sin seneste døgnrapport.

På det tidspunkt var tyven på vej ind ad et vindue i en villa – men han nåede ikke længere.

For inde på værelset var kvinden, der havde ligget og sovet.

»Da det gik op for tyven, at han blev mødt af ejeren af huset på den anden side, tog han flugten ud af vinduet igen med en computertaske, som han nåede at få med sig fra værelset i farten,« oplyser Nordsjællands Politi.

Ifølge politiet havde vinduet til værelset været »ganske lidt åbnet med en lille sprække,« som tyven derefter havde brugt noget værktøj til at få lirket mere op.

Der var ingen computer i den taske, som tyven stak afsted med – men til gengæld lå der en oplader, medicin og nøgler til kvindens arbejdsplads i den, fremgår det af døgnrapporten.

Tyven efterlod sig samtidig spor på stedet.

Blandt andet efterlod han sig på stedet en rygsæk med sodavand, koben og en Georg Jensen-æske.

»Desuden fandt politiet en cigaret af mærket Viking. Alt blev sikret til videre undersøgelse for dna,« oplyser politikredsen.