Venner og familie hjalp den drabseftersøgte Jaguar med at forsvinde sporløst, siger tidligere drabschef. Formentlig til Sudan, hvor dansk betjent ledte forgæves.

Ringbindene i drabsafdelingen blev fyldt til bristepunktet med oplysninger om Klerkegade-sagen, men til trods for intens jagen gennem København og omegn, lykkedes det aldrig drabsafdelingen at fange Jaguaren. Den mand, som har vist sig at være far til X Factor-vinderen Jasmin Dahl.

Den  36-årige sudaneser er på niende år eftersøgt for drabet i Adelgade i København, hvor politiet mener, at han knivdræbte og parterede taxachauffør Torben Vagn Knudsen i påsken 2005.



I dag fortæller den daværende drabschef Ove Dahl, at man var lige i hælene på Jaguaren. Samme dag, som det lykkes efterforskerne at finde gerningsstedet i Adelgade 63, bliver politiet tippet om, at Jaguaren befinder sig på Nørrebro-caféen Kaffesalonen få kilometre derfra.

- Da vi kommer derud, er han smuttet 15 minutter tidligere, formentlig hjulpet ud af bagdøren af venner. I dag ved vi også, at to bekendte var på vej ud til lejligheden med to malerspande for at rydde op efter ham, mens vi arbejdede derude, men enten opdagede de os, eller også blev de tippet om, at vi var der, siger Ove Dahl.

Da de første ligdele dukker op i Klerkegade i indre København påskelørdag 27. marts 2005, tilkalder drabsafdelingen hundefører og hunde og begynder en massiv eftersøgning samme sted. Men først to dage senere finder en tilfældig hundelufter resten af liget i en kælderskakt.

- Måske kunne vi have søgt anderledes, men selvom vi skulle lede over hele København, var vi nødt til at starte et sted.



Yderligere to dage senere finder politiet endelig gerningsstedet, i Adelgade 63, st. tv. Jaguarens navn står på postkassen, han eftersøges med navn og billede, men allerede nu har den formodede morder et forspring på flere dage.

- Set i bagklogskabens lys kunne vi have holdt vores oplysninger hemmelige, så han ikke vidste, han var eftersøgt. Omvendt havde vi brug for hjælp, fortæller Ove Dahl.

Allerede samme aften som politiet finder gerningsstedet, afgiver Jaguaren sit sidste livstegn på dansk jord, da han hans mobiltelefon bliver brugt ved Hovedbanegården.

- Vi regner i dag med, at han fik hjælp af sin familie til at blive fragtet derind, og at han derefter enten slukker eller smider sin telefon væk.

I dag optræder Jaguaren stadig under sit fulde navn Ahmed Numan Isaac Rahma på Interpols liste over efterlyste, men der gøres intet aktivt for at spore ham. Hans danske pas er i politiets varetægt, og Jaguaren rejser højest sandsynligt på falske papirer i dag.

- Hvis han har er fragtet ud af landet i bagagerummet på en bil, har han ikke skullet vise pas, og en falsk identitet kan man let købe sig til. I England, hvor man ikke har noget CPR-system, kan han let opholde sig under falsk navn resten af sit liv. Det kræver, at han bliver taget, og at nogen opdager, at han ikke er den, han giver sig ud for at være.

Politiets teori var dengang, at Jaguaren stak af til sit hjemland Sudan, selvom et land på randen af borgerkrig og hungersnød næppe har tiltrukket en mand med hang til det søde liv, som drabschefen tidligere har påpeget.

- Vi havde de sudanske myndigheder til at hjælpe os med at finde ham og en dansk betjent udstationeret i Sudan, men hvis man skal have hjælp til noget i et sådan et land, så kræver det en stor pose penge. Alene i det område, han stammede fra i Sydsudan, boede to millioner mennesker, som ingen steder var registreret. At finde en eftersøgt sådan et sted sker kun på film.

Han betragter i dag sagen som afklaret, fordi Jaguars medgerningsmand, den 34-årige Jared Heller i retten fortalte, at Jaguaren slog Torben Vagn Knudsen ihjel, og han 'kun' bistod med parteringen. Det udløste en dom på fire måneders fængsel og en udvisning af Danmark.

- Vi forsøgte at sigte amerikaneren for medvirken til drab, men juridisk kunne det ikke bære. I dag kan jeg godt have min tvivl, om sagen var faldet ud på samme måde, hvis vi havde haft Jaguarens forklaring.