Han har boet i Danmark i næsten 30 år og har kæreste og tre børn her i landet.

Men når han har afsonet sin fængselsstraf på fem års fængsel, må den nu 47-årige Ifraim Osmani med jugoslavisk baggrund gøre sig klar til at stable en ny tilværelse på benene på Balkan.

Østre Landsret har nemlig stadfæstet en dom fra byretten i København, der ud over de fem års fængsel lød på udvisning for bestandigt fra Danmark.

Ifraim Osmani optrådte som bagmand og chauffør for to hjemmerøverier, da en ældre cykelhandler en morgen i februar 2017 blev groft overfaldet i sin lejlighed på Østerbro i København.

Den ældre mand blev efterladt bevidstløs og var undervejs i livsfare som følge af hjemmerøvernes overfald.

Blandt andet bandt gerningsmændene deres offer, udsatte ham for knivstik, spark og slag med et koben og frarøvede ham værdier for i alt 95.000 kroner.

Pinslerne stod på i 40 minutter, før de stak af med udbyttet.

De to røvere samt en bagmand blev siden ved Københavns Byret idømt fængselsstraffe og udvist af Danmark for hjemmerøveriet.

Den ene – 47-årige Ifraim Osmani – ankede afgørelsen.

Men det skulle vise sig at være nyttesløst. For torsdag har Østre Landsret besluttet at stadfæste byrettens dom på fem års fængsel og udvisning for bestandigt.

Ifraim Osmani er dog ikke dømt for at have deltaget i selve udførelsen af røveriet og overfaldet på offeret, der arbejdede som cykelhandler, men for at have transporteret de to medgerningsmænd til offerets adresse.

Ifraim Osmani udstyrede dem med et koben, en snor og en kniv forud for hjemmerøveriet. Røveriet skete på hans foranledning, og han er derfor blevet beskrevet som bagmanden.

Selve hjemmerøveriet blev begået af Bujamin Redjepi og Amarildo Cani. De er tidligere i Københavns Byret begge blevet idømt syv års fængsel og udvisning for bestandig.

De kommer fra henholdsvis Makedonien og Albanien og blev foruden hjemmerøveriet dømt for drabsforsøg.

I løbet af de 40 minutter, som hjemmerøveriet varede, blev den ældre cykelhandler stukket med en kniv i venstre skulderblad, underarm og lår.

Han fik to brud på strubehovedet, da han blev trådt på halsen, og han blev slået både med knyttet næve og et koben.

Desuden blev han sparket i hovedet og på kroppen.

Da han blev efterladt, var han bundet på hænderne og i livsfare.