En 41-årig mand, der mandag blev anholdt og sigtet for at have stukket sit et-årige barn og barnets 33-årige mor, nægter sig skyldig i drabsforsøg. 

En 41-årig somalisk statsborger er netop blevet fremstillet i et grundlovsforhør på Frederiksberg. Han sidder tilbagelænet med korslagte arme og får anklagerne oversat af en somalisk tolk. Han nægter at udtale sig, men nægter sig skyldig.

Han er bevogtet af to uniformerede politifolk og en fængselsfunktionær.

Den 33-årige kvinde, som han er sigtet for at have stukket ned, er ifølge BTs oplysninger hans ekskone.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk


Overfaldet fandt sted i går klokken 16:10. I grundlovsforhøret kom det frem, at kvinden og barnet blev stukket med en 8,5 centimenter lang urtekniv. Det kun 16 måneder gamle barn blev stukket adskillige gange i  halsen, brystet og ryggen. Kvinden blev stukket 10-11 gange i halsregionen, brystregionen, i armen og på skulderen. Det bragte hende i livsfare, fordi halsen kunne lukke sig sammen, og derfor måtte hun gennemgå en risikofyldt hasteoperation på hospitalet.

Overfaldet fandt sted i Københavns Nordvest-kvarter mandag eftermiddag på Tornsangervej foran en boligblok. Det lykkedes vidner til overfaldet at overmande den 41-årige mand og fravriste ham kniven. De holdt ham samtidig tilbage, indtil politiet ankom til stedet.

Her ses politifolk ved gerningsstedet (Foto: www.localeyes.dk):


Kort efter blev den 33-årige mor og hendes dreng kørt til Rigshospitalet Traumecenter. Den 33-årige mor og hendes et-årige dreng var tidligt tirsdag morgen 'i kritisk tilstand, men stabile,' siger vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

Politiet oplyste mandag, at faderen og moderen ikke delte adresse, og at man fortsat ikke havde noget motiv for overfaldet.

Den sigtede er tidligere straffet for vold og røveri og har en dom til udvisning.
I 2010 blev han idømt to års fængsel for vold og udvisning ved ankedom af Østre Landsret.

Siden er han blevet dømt to gange. Første gang blev han idømt seks måneders fængsel i Københavns Byret for røveri. Anden gang blev han idømt 30 dages fængsel for vold mod en tjenestemand.

Dommeren fængsler ham for fire uger for forsøg på manddrab.