Politiet ser nu ud til at have fået et reelt gennembrud i jagten på gerningsmændene til weekendens blodige skyderi på Christiania.

Et medlem af den forbudte LTF-bande er nu sigtet i sagen om drabet på et 30-årigt prøvemedlem af Hells Angels, der lørdag aften blev likvideret i Pusher Street.

Det fremgår af sigtelsen, at drabet skete som led i en konflikt imellem Hells Angels og LTF. I den forbindelse sigtes den 28-årige for drabet på rockeren, der omkring klokken 19.25 lørdag blev ramt af adskillige skud, lyder det i sigtelsen.

Dermed vurderer politiet, at LTF'eren var en af de to pistolmænd, der affyrede de dræbende skud ved Stjerneskibet i Pusher Street.

Den 28-årige sad allerede fængslet i forvejen, da han torsdag klokken 09.59 blev anholdt i Vestre Fængsel i København.

Han har afrikansk baggrund og var iført blåt joggingtøj med påskriften "Københavns Fængsler", da han fredag formiddag blev ført ind i et grundlovsforhør i Københavns Byret. 

Her nægtede han sig skyldig, ligesom han han heller ikke ønskede at udtale sig, lød det fra hans midlertidige forsvarer.

Ved retsmødet blev han kort 'vendt', hvilket betyder, at han fik sigtelsen læst op. Retsmødet fortsætter senere efter middag.

Her vil politiet begære lukkede døre - altså at hverken pressefolk eller andre tilhørere må overvære grundlovsforhøret.

Den 28-årige blev allerede tirsdag varetægtsfængslet i en anden sag, hvor han blev sigtet for ved to lejligheder at have overtrådt et opholdsforbud på indre Nørrebro.

Blandt andet havde han ifølge politiets sigtelse mandag aften - altså to døgn efter drabet på Christiania - taget ophold i krydset mellem Blågårdsgade og Korsgade. Et kvarter senere blev han anholdt.

Det var medvirkende til, at han ved grundlovsforhøret i tirsdags blev varetægtsfængslet, da han i perioden fra 7.  juni til 7. december i år havde forbud mod at opholde sig i blandt andet det område.

Ifølge politiet var han også på andre tidspunkter blevet set sammen med LTF-medlemmer. Selvom kvarteret omkring Blågårdsgade er et af kerneområderne for den nu forbudte bande LTF, forsikrede han i retsmødet, at han ikke var tilknyttet Loyal To Familia.

Konflikten mellem LTF og Hells Angels har luret under overfladen de sidste godt to måneder, og en brand i en ejendom på Nørrebro kan spille en central rolle, vurderer kilder med indsigt i miljøet.

En 18-årig mand er allerede fængslet i sagen. Han nægter sig skyldig.

Politiet mener, at han har hjulpet gerningsmændene både før og efter drabet.

Hør mere om sagen her: