Tilhold, opholdsforbud og tre fængselsstraffe for at bryde tilholdene. Intet har kunnet få Maries eksmand, Thomas, til at stoppe sin voldsomme stalking af hende, som han har udsat hende for gennem de seneste tre år, efter de blev skilt.
1.516 gange bryder han det første tilhold mod hende. Det sender ham i fængsel, men lige så snart han er ude, bryder han det igen. I perioder er det så slemt, at Marie er nødt til at tjekke sit hus igennem med en kniv i hånden, når hun kommer hjem.
TV2 ØSTJYLLAND har lavet en podcast og et webdok om Danmarks største stalkingsag, som skal for retten til foråret.
En stalkingsag, hvor to af deres egne tidligere ansatte er hovedpersoner: Thomas og Marie, hvis rigtige navne er anonymiserede for at beskytte deres to fælles børn, og fordi der endnu ikke er faldet dom i sagen.
Grundstenen til sagen bliver lagt allerede i startnullerne. Marie er lige fyldt 20 år og har fået et fritidsarbejde på TV2 ØSTJYLLAND, hvor den 17 år ældre Thomas allerede arbejder.
På et tidspunkt bliver Thomas sygemeldt. Marie hjælper ham, og det er på det tidspunkt, hun falder for ham – uvidende om, hvordan han senere skal gøre hendes liv til et helvede.
I 2009 bliver de gift, og senere får de to børn. Alt virker perfekt på overfladen. Men det er det ikke. Langtfra.
Gennem de næste mange år udvikler forholdet sig til et mareridt for Marie.
Thomas har holdninger til, hvem Marie skal se, hvad hun skal spise, og hvornår hun skal være hjemme. Hun må helst heller ikke se sin familie.
Det resulterer i, at Marie på et tidspunkt indleder en affære med en mandlig kollega på sit nye arbejde. Det opdager Thomas, og han begynder på en massiv overvågning af hende.
Han får installeret syv kameraer omkring deres hus, gps-overvågning på Maries telefon og en app, der overvåger Maries adfærd på nettet. Han følger med andre ord med i alt, hvad hun gør.
Deres ægteskab har udviklet sig til et forhold fyldt med overvågning, kontrol og frygt.
»De sidste måneder er vanvittige. Jeg sover med låst dør og med børnene ved min side. Jeg er også bange for, at de ikke er i børnehaven, når jeg henter dem om eftermiddagen. Jeg er konstant overvåget, og jeg er på stikkerne i mit eget hjem,« fortæller Marie i TV 2 ØSTJYLLANDS webdok.
I juni 2018 lykkes det Marie at blive skilt fra Thomas. For første gang tror hun på, at hendes liv kan blive bedre. Men sådan går det langtfra.
Det er nemlig nu, stalkingen for alvor går i gang.
Thomas kontakter Marie gennem beskeder, Messenger og på mail. Til tider flere hundrede gange om dagen. Det er her, hun får en rutine med at tjekke huset igennem med en kniv i hånden, når hun kommer hjem fra arbejde.
I december 2019 får hun nok og melder ham til politiet. Politiet har aldrig set noget lignende, og Thomas får sit første tilhold.
Men tilholdet hjælper ikke. Heller ikke selvom Thomas tre gange ryger i fængsel. Lige så snart han er ude igen, genoptager han nemlig stalkingen.
I foråret 2021 har han både fået tilhold mod hende og børnene, opholdsforbud og været i fængsel tre gange, men det forhindrer ham ikke i at fortsætte.
Han er nemlig smart og finder nye, kreative måder at stalke på. Under opslag med gamle videoer af Marie, Thomas og deres fælles børn skriver han flere hundrede kommentarer om Marie – men uden at nævne hendes navn.
'Jeg har aldrig nogensinde set så grotesk en psykopat hore og hore og hore og lyve og lyve sine egne børn så fuldstændig i smadder – det er helt uvirkeligt,' skriver han blandt andet.
Marie klager tre gange over skriverierne til Østjyllands Politi, men politikredsen vil ikke gøre noget ved det, da de ikke mener, at det kan bevises, at Thomas har intention om at få kontakt, når han skriver kommentarerne.
Først fjerde gang, hun klager, tager de hende alvorligt, og kommentarerne forsvinder.
Problemet er bare, at det heller ikke stopper eksmanden, der blot finder nye måder at snige sig uden om sit tilhold.
Først da Sydøstjyllands Politi kommer ind over sagen, ser Marie lys for enden af tunnelen.
Sydøstjyllands Politi har modsat Østjyllands Politi vurderet, at opslagene med kommentarerne på Facebook er et brud på tilholdet.
Det står der i anklageskriftet mod Thomas, som hun modtager i starten af i år. Anklageskriftet til den fjerde retssag mod ham.
Det glæder Marie, som dog er ærgerlig over, at Østjyllands Politi ikke har kunnet gøre mere.
»Jeg er glad for, at Sydøstjyllands Politi tager det seriøst, men jeg forstår ikke, hvorfor der kan være så stor forskel på politikredsenes behandling af stalkingofre som mig. I Sydøstjylland bliver jeg behandlet som et menneske. Hos Østjyllands Politi føler jeg mig som et nummer,« siger Marie.
TV2 ØSTJYLLAND oplyser, at Thomas er blevet foreholdt hændelsesforløbet, som er fortalt igennem Marie, men at han ikke har ønsket at medvirke i hverken webdokken eller podcasten.