En kortege med dyttende biler skabte fredag postyr i Aarhus.

Bilerne var ifølge politiet på vej fra et bryllup i det vestlige Aarhus og kørte mod centrum, mens de kørte med tændte havariblik og dyttede.

Undervejs kørte flere af bilerne ind over cykelstierne, og særligt en af bilerne påkaldte sig politiets opmærksomhed, skriver Din Avis Aarhus og TV 2 Østjylland

Bilen blev ført af en 29-årig mand, som pludselig opdagede, at en civil politibil lå lige bag ham. 

»En enkelt bilist fik pludseligt travlt med at komme væk, da han opdagede, at politiet kørte bag ham. Han satte farten op og foretog flere ulovlige overhalinger, men betjenten fulgte med hele vejen og filmede det hele,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten. 

På Silkeborgvej opgav den unge mand, holdt ind til siden og skyndte sig at sætte sig om på bagsædet. 

tip os
Kender du noget til sagen? Send et tip til 1929@bt.dk

Det viste sig nemlig, at han var påvirket af både narko og alkohol. 

Han blev anholdt og sigtet for både sprit- og narkokørsel. 

Derudover blev han sigtet for flere ulovlige overhalinger, forkert placering på vejen, overskridelse af spærrelinjerne og for ulovligt brug af havariblik. 

Eftersom han allerede har flere verserende færdselssager hos Østjyllands Politi, kan han efter alt at dømme se frem til en længere periode uden kørekort.