Nordsjællands Politi fik opkald fra flere vidner om en bil, der fredag aften kørte hasarderet, kørte over for rødt lys og kørte den forkerte vej i rundkørslen – og det endte da også galt for den vanvittige bilist.

Klokken 18.06 modtog politiet en anmeldelse om, at en fører i bil havde kørt over for rødt og ramt ind i en modkørende ved krydset mellem Frederikssundsvej og Dronning Margrethes Vej.

Der var tale om den vanvittige bilist. Det oplyser Nordsjællands Politi til B.T.

Det er en 25-årig mand fra Lejre, der var påvirket af stoffer og kørte direkte ind i en varevogn.

Bag rattet i varevognen sad en 63-årig mand.

Begge personer blev efter ulykken kørt på hospitalet til tjek, men de har det efter omstændighederne okay.

Den 25-årige mand skal fremstilles i et grundlovsforhør for at have kørt i påvirket tilstand og bragt andre personer i fare.

»Det er et held, at han kører i en lille bil og den modkørende befinder sig i en varevogn. Det gjorde, at begge personer undgik alvorlige skader,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Rolf Hoffmann.