Midt- og Vestsjællands Politi kunne udstede hundredvis af bøder på ganske få timer, da de lavede fartkontrol på Køge Bugt Motorvejen torsdag.

Det skriver Dagbladet Køge.

På blot fem timer fik 801 biler på Køge Bugt Motorvejen torsdag en bøde, fordi de kørte for hurtigt. 166 af dem fik også et klip i kørekortet, fordi de kørte minimum 30 procent hurtigere, end fartgrænsen tillader. Det udløser automatisk et klip i kortet. Nogle kom måske hurtigere hjem den dag, til gengæld blev deres pung en del lettere.

De 801 bilister, der blev fanget, er ny rekord for politikredsen. Førhen lå rekorden på 648 bilister. Den hurtigste bilist på motorvejen torsdag satte hastighedsrekord på 152 kilometer i timen, selvom man kun må køre 80 kilometer i timen. Det blev kvitteret med en bøde på 11.000 kroner og formentlig har personen fået en betinget frakendelse af sit kørekort.

Midt- og Vestsjællands Politi har på det seneste sat ekstra ind i forhold til fartsyndere, derfor holder deres fotovogne oftere ved motorvejen. Hvis en bilist bliver taget i at køre for hurtigt, bliver der straks taget et billede, hvor politiet også kan se, om bilisten har overtrådt loven yderligere - eksempelvis ved ikke at have sikkerhedssele på, tale i håndholdt mobil eller skrive en sms.

En af fartbøllerne havde vist regnet ud, at han blev blitzet, da han dukkede sig helt ned bag rettet, så det kun var håret, der tittede frem, mens han kørte over 119 kilometer i timen. Men det er altså sjældent et problem, når bøden skal leveres, da politiet slår nummerpladen op efterfølgende.

De mange bøder og klip, som flittigt blev delt ud torsdag, skyldtes ikke, at fotovognen holdt skjult. Ifølge Politiet var den synlig for bilisterne på motorvejen og ikke gemt væk. De ønsker nemlig, at fotovognen har en præventiv effekt.