En sønderjysk bilist havde tirsdag aften foden lidt for tungt på speederen, da han røg i politiets fartfælde.

Den pågældende blev nemlig målt til hele 148 km/t på en strækning, hvor hastighedsbegrænsningen er 80.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter og tilføjer: 'Sænk nu farten.'

Bilisten blev fanget af politiets kamera på Aabenraavej ved Kruså.

Det gav en betinget frakendelse af kørekortet og en større bøde.

Også mandag aften målte politiet i den sydlige del af Jylland hastigheder, der tangerer det vanvittige.

Her blev en bilist målt til 150 km/t i en 80 kilometer-zone.

I de seneste måneder under coronakrisen har politikredse landet over meldt om alt for høje hastigheder på vejene.