En 20-årig mand kørte natten til mandag ind i et busskur og havde nær påkørt to personer. Politiet kalder det vanvidskørsel.

Det skriver Århus Stiftstidende, der har talt med Flemming Lau, som er vagtchef ved Østjyllands Politi.

»I forbindelse med eftersættelsen er der to personer, der er tæt på at blive påkørt, og bilisten kører desuden ind i et busskur. Derfor tolker vi det som vanvidskørsel,« siger han til lokalavisen. 

Klokken 00.43 forsøgte en patrulje at stoppe bilen med den 20-årige mandlige chauffør. 

Men stoppe ville han altså ikke, så politiet satte sig for at følge efter bilen. 

Da jagten nåede Veri-centret i Risskov, standsede den 20-årige bilen og stak af. 

Men politihundene fik snuset sig frem til gerningsmanden, der blev anholdt og sigtet for vanvidsbilisme.