Ayub Sedigh, der blev landskendt som 'vanvidsbilisten' efter at være drønet over for rødt for rullende kamera, har nu fået sin egen 'fanside' på Facebook.

'En legende i dagligdagens trafik'.

Sådan beskrives Ayub Sedigh, der ellers har fået danskerne helt op i det røde felt, efter at han i sin sorte BMW med fuldt overlæg og hjulspind kørte over for rødt - og bagefter forklarede, at det da var helt normalt.

Beskrivelsen stammer fra en nyoprettet fanside på Facebook, hvor Ayub Sedigh, eller vanvidsbilisten som han nok er bedre kendt som, fremstilles som en legende, der kører fornuftigt.

Indtil videre er der 75 fans af Ayub Sedighs, der er kategoriseret som 'komiker'.

Fansiden, der emmer af ironi, lister flere af den unge mands udtalelser op og beskriver ham blandt andet således:

'Den legendariske bilist Ayub Sedigh, der de seneste dage har været i medierne på grund af fornuftig kørsel i et indslag om vanvidsbilisme i TV 2/NYHEDERNE...'

Ayub Sedigh skabte hidsig debat, efter TV 2 Østjylland viste, hvordan han helt uden skrupler kørte over for rødt lys og bagefter lod sig interviewe med provokerende udtalelser som "Hvorfor skal jeg stå og bruge to minutter af min tid på at vente på en lygte?"

Siden har han selv taget til genmæle på Facebook, hvor han hævder, at alle kører over for rødt, ligesom han har haft besøg af Østjyllands Politi, hvor han dog påstod, at han ikke var fører af bilen. Senest er han alligevel krøbet til korset, idet han i et interview til TV 2 har sagt, at det var forkert, da han kørte over for rødt i den forkerte side af vejen.

Ayub Sedigh, der til dagligt bestyrer en grillbar i Brabrand, har flere klip i kørekortet, og har været involveret i en trafikulykke, hvor farten var over 200 km/t.