En 24-årig mandlig bilist fra Odense måtte mandag fortsætte til fods, efter han fik beslaglagt sin bil på grund af vanvidskørsel.

Han blev fanget i en færdselskontrol på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor han klokken 11.45 blev målt til at køre 111 kilometer i timen mod de tilladte 50 kilometer i timen, mens han foretog en overhaling over spærrelinjen.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En hurtig motorcykelbetjent satte efter den 24-årige og fik standset bilen, og den unge mand fulgte med tilbage til færdselskontrollen, hvor han selv fik lov til at se målingen.

Udover et klip i kørekortet og en bøde for den ulovlige overhaling venter der nu den unge mand en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år, en fængselsstraf og en bøde – kørekortet blev i øvrigt inddraget på stedet.

Bilen, der tilhørte mandens søster og svoger, blev beslaglagt med henblik konfiskation, fordi han havde brugt den til vanvidskørsel.

Den 24-årige mand, der kun havde haft kørekort i seks måneder, måtte forlade stedet til fods.

I løbet af den times tid færdselsafdelingen stod på Silkeborgvej blev yderligere tre bilister taget i at køre for hurtigt og kan nu se frem til et klip i kørekortet, oplyser politiet.