I Jylland og på Fyn melder politiet om flere oversvømmede veje og opfordrer bilister til at køre forsigtigt.

I Vejle kæmper myndighederne fortsat med at få pumpet vand væk fra den centrale del af byen. Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup tidligt lørdag morgen.

- Det er ved at være nogenlunde løst i Vejleby. Her er det fortsat kun Gormsgade, der er afspærret. De andre veje er blevet åbnet igen, siger han kort efter klokken fem.

- Men syd for Vejle har vi fortsat problemer med sporadiske vandstigninger i viadukter og sådan noget, siger han.

- Men ellers begynder det at se fornuftigt ud igen, tilføjer Jørn Bystrup.

I Vonsild ved Kolding var regnen massiv natten til lørdag.
I Vonsild ved Kolding var regnen massiv natten til lørdag. Foto: Elo Christoffersen/Byrd
Vis mere

Natten til lørdag var meldingen noget anderledes.

Her lød det fra vagtchefen kort før klokken et, at brandvæsenet og beredskabsstyrelsen var i fuld gang med at pumpe vand væk fra midtbyen omkring Vesterbrogade og Vedelsgade.

Han fortalte også, at en del kældre i området er oversvømmet. Både hos private og forretninger.

De store vandmasser fra det voldsomme regnvejr betyder også, at der har været en del færdselsuheld på motorvej E45 omkring Kolding og Vejle.

Ifølge Jørn Bystrup har Sydøstjyllands Politi fået omkring 25 anmeldelser om færdselsuheld i løbet af fredag aften og omkring fem anmeldelser i løbet af natten til lørdag.

- Der er tale om uheld som følge af akvaplaning. Altså hvor bilen mister vejgrebet, fordi den kører oven på vand, sagde han natten til lørdag.

Der er udelukkende tale om materielle skader. Ingen personer er kommet noget til.

Også hos Syd- og Sønderjyllands Politi samt hos Fyns Politi bliver der tidligt lørdag morgen meldt om store oversvømmelser.

Foto: Elo Christoffersen/Byrd
Vis mere

- Vi har en del oversvømmede veje. Det er faktisk i hele kredsen. Det eneste område, der er sluppet fri, er Varde, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen lørdag morgen.

- Vi har haft to mindre uheld som følge af det her, men uden personskade, tilføjer han.

Hos Fyns Politi opfordrer vagtchef Hans Jørgen Larsen bilister til at køre forsigtigt.

/ritzau/