Lavere fødevaremoms vil være dyrt og ikke hjælpe dem, der har færrest penge.
Sådan lyder en af anbefalinger fra Den Internationale Valutafond (IMF) i en dugfrisk gennemgang af dansk økonomi.
Det er ellers regeringens ønske at gøre fødevarer billigere for danskerne.
Men ifølge fonden vil fødevaremomsen være en direkte dårlig måde at hjælpe danskerne på.
»At sænke momsen på fødevarer vil ramme skævt, være svær at rulle tilbage, koste staten mange penge og i højere grad gavne personer med høje indkomster,« lyder det i vurderingen fra valutafonden.
Fonden tilføjer, at fødevarepriserne desuden er faldet siden årets begyndelse, og derfor vurderer IMF i sin vurdering, at det vil være mere effektivt og mindre omkostningstungt at yde hjælp med målrettede engangsbeløb til de danskere, som har de laveste indkomster.
Regeringens planer om at sænke fødevaremomsen og fjerne den fuldstændig på frugt og grønt vil koste 17,4 milliarder kroner årligt, vurderer Skatteministeriet.
Det er ikke kun IMF, der har advaret om, at en lavere moms reelt ikke vil få en stor betydning for danskernes pengepung.
En af kritikerne er den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard, professor i økonomi ved Københavns Universitet og formand for De Økonomiske Råd frem til 1. september.
Han påpeger, at det kan ende med højere indtjening hos virksomhederne – og på den måde vil de ikke komme forbrugerne til gode.