Valeriia stillede sin klapvogn i ghetto og lod sin datter lege: Få minutter senere var der sat ild til den
Onsdag eftermiddag stillede Valeriia Poliakova sin datters klapvogn ved en legeplads i det socialt udsatte boligområde Taastrupgaard. Kort efter havde to teenagedrenge sat ild til den.
Valeriia Poliakova til venstre - den udbrændte klapvogn til højre
Da 33-årige Valeriia Poliakova onsdag sad og nød en kop kaffe med en veninde i Taastrupgaard, kom deres børn pludselig løbende i panik.
»Der er to drenge, der har sat ild til klapvognen,« lød det fra børnene.
Lettere rystet gik Valeriia Poliakova ned til den legeplads, hvor hendes 3-årige datter og venindens børn legede sammen.
Og ganske rigtigt: Den røde klapvogn, som hun netop havde hentet datteren i fra børnehave, havde kun stellet tilbage. Alt stoffet var brændt af.
Her ses den udbrændte klapvogn
De to drenge? Pist væk over alle bjerge.
»Jeg blev både vred og forvirret, men også chokeret over, at nogen kan finde på at gøre sådan noget midt om dagen. Jeg kunne jo også se, at min datter var bange,« siger Valeriia Poliakova, der er ukrainer og kom til Danmark for tre år siden i forbindelse med krigen i hendes hjemland.
»Selvfølgelig kan en brændt klapvogn ikke sammenlignes med bomber, der flyver gennem luften, og jeg er meget taknemmelig over for Danmark for husly og alle de muligheder, jeg har fået,« understreger hun i den forbindelse.
Alligevel vil hun gerne fortælle sin historie for at sætte fokus på Taastrupgaard, der pr. 1. december 2025 ifølge Social- og Boligministeriet fortsat blev kategoriseret som et 'parallelsamfund'.
Valeriia Poliakova har nemlig i en længere periode følt sig utryg i området.
»Jeg vil gerne have, at der kommer fokus omkring den her urolige situation i Taastrupgaard. Jeg ønsker virkelig at kunne føle mig tryg med mine tre børn og vores ejendele. Nu fik vi brændt vores klapvogn af – vi har også tidligere fået stjålet både et løbehjul og en cykel,« siger hun.
Har du oplevet utryghed i parallelsamfund som Taastrupgaard? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.
Da Valeriia Poliakova kom ned til den udbrændte klapvogn, kontaktede hun og veninden straks politiet.
Et par betjente ankom kort efter, og mens de var der, kom drengene ifølge Valeriia Poliakova tilbage til legepladsen.
De fik sig en snak med politiet. Drengene nægtede dog ifølge Valeriia Poliakova at have brændt klapvognen ned og fik lov at gå igen.
Københavns Vestegns Politi bekræfter over for B.T, at man onsdag klokken 17.31 modtog en anmeldelse om den nedbrændte klapvogn.
I den forbindelse oplyser politikredsen også, at man søger eventuelle vidner.
Valeriia Poliakova så ikke selv de to drenge, men ifølge børnene var de af anden etnisk herkomst en dansk. Et nærmere signalement har de ikke.