Motorvejen Motorring 3, der ligger vest for København, var onsdag spærret i flere timer mellem motorvejskryds Gladsaxe og Buddinge efter et trafikuheld.

Men onsdag aften er der genåbnet, og trafikken glider normalt igen.

Det fortæller vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi.

Uheldet involverede en væltet lastbil.

- Det er en lastbil, som har et fladt fordæk, som er kørt over midten af vejen, sagde vagtchefen ud på eftermiddagen.

Ingen kom til skade i forbindelse med uheldet, men der skulle tilkaldes en kran for at få rejst lastbilen igen.

Vejdirektoratet meldte på Twitter om massive køer og forsinkelser på op til en time. Bilister blev derfor opfordret til at søge alternative ruter.

/ritzau/