En ældre mand er blevet anholdt, efter en patrulje tidligere mandag fandt en række mistænkelige genstande på mandens adresse.

Det oplyser Christian Kobber Nagel, politikommissær og leder af nærpolitistationerne i Nordsjælland, til B.T.

Udover anholdelsen er politiet talstærkt til stede på adressen i Humlebæk, hvor man undersøger fundene.

Christian Kobber Nagel siger, at en patrulje var til stede i området i et andet ærinde.

I den forbindelse fandt de nogle genstande, og det lignede, at det »ikke skulle være dér«, som politikommissæren beskriver det.

»Der er fundet ammunition, flere våbendele og nogle forskellige slags kanonslag. Det bliver lige nu undersøgt, hvad der er lovligt, og hvad der eventuelt ikke er.«

»Derfor er EOD også tilkaldt. Det er dem, der er de rigtigste til at vurdere sprængstoffer.«

Kobber Nagel kan ikke sige, hvor længe politiet er på adressen. Først i løbet af aftenen forventer man at være færdige.

»Men det er vigtigt at sige, at der er ingen grund til, at naboer skal være utrygge.«

»De kan sikkert være i deres huse, komme og gå, som de plejer. De skal blot respekterer politiets afspærringer.«

B.T. følger sagen.