Køber man stoffet MDMA uden at kende til det præcise indhold, kan det være farligt at indtage, siger ekspert.

København. Når unge indlægges med en overdosis, er det vigtigste hurtigt at finde ud af, hvilket stof de har taget.

Det fortæller Henrik Rindom, der er psykiatrisk overlæge hos Novavi, der er Danmarks største udbyder af alkohol- og stofbehandling.

- Det er meget vigtigt hurtigst muligt at finde ud af, hvad de har taget, så man ved, hvad man skal gøre for at hjælpe dem, i stedet for alt det her gætteri, siger han.

Lørdag morgen er to unge piger blevet indlagt i Esbjerg efter formentlig at have taget MDMA, der er det aktive stof i ecstasy.

Det sker efter en 15-årig dreng fra Haslev natten til torsdag døde af en forgiftning af stoffet MDMA.

Dødsfald, som det i Haslev, sker dog ekstremt sjældent, vurderer Henrik Rindom.

Han peger på, at MDMA "ikke er særlig farligt" sammenlignet med andre stoffer.

Det bliver dog farligt, når brugeren køber det på nettet eller af en ukendt pusher, som vedkommende ikke kender. Der kan man nemlig risikere at få noget andet, end det man regner med.

- Når de ikke kender til koncentrationer og reelt ikke ved, hvad det er, de har fået, fordi det for eksempel er købt på nettet eller af en pusher, de ikke kender, så bliver det farligt.

- De der dødens købmænd er fuldstændig skånselsløse, når det gælder om at tjene penge, siger han.

Henrik Rindom opfordrer unge til ikke at tage stoffer. Han ønsker dog mere oplysning frem for skræmmekampagner, der ikke virker.

- Alle vores skrækkampagner holder ikke en meter. Når de ser, at de andre har det sjovt. Hvorfor skulle jeg ikke også prøve det og have det sjovt?, tænker de, siger han.

De to piger, der er 15 og 16 år, er kort efter klokken 11 lørdag formiddag ved bevidsthed og uden for livsfare.

/ritzau/