En borger gjorde et noget specielt fund i Struer i Vestjylland mandag, skriver jv.dk.

Mandag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om, at personen havde fundet et dødt dyr bag en bænk på en parkeringsplads i Klosterheden på Klosterhedvej.

Personen vurderede selv, at der var tale om en hest, der havde fået hovedet og hovene skåret af, mens en anden mente, der var tale om en struds.

Da politiet ankom til stedet, blev man imidlertid ikke meget klogere på det lille mysterium.

Foto: Morten Stricker
Vis mere

Derfor tilkaldte man efterfølgende en pensioneret kollega, der bor i nærheden, og da han ankom, var dommen klar:

Det var en alpaka - et dyr, der minder om en lama, og som stammer fra Sydamerika.

Alpakaen havde fået hoved og hove skåret af, ligesom kødet var skåret af baglårene. Politiets teori er derfor, at dyret er blevet slagtet for sit kød, inden det blev smidt i Klosterheden.

Ifølge politiet er der tale om et relativt friskt dyr, der formentlig er blevet smidt på stedet inden for det seneste døgn, før det blev fundet.

Foto: Morten Stricker
Vis mere

Der er ikke indløbet nogen anmeldelser om stjålne alpakaer i området, oplyser politiet til jv.dk.