Usædvanlig tiltale mod formodet knivmorder: Voldtog kvinde to uger tidligere
Voldtægtsoffer fik at vide, at kvinder skal gøre, som de får besked på.

Voldtægtsoffer fik at vide, at kvinder skal gøre, som de får besked på.

En 24-årig mand vil være tiltalt for to af de alvorligste paragraffer i straffeloven, når han i næste uge skal for et nævningeting i byretten i Aalborg.
Her vil anklageren nemlig kræve ham dømt for både et knivmord på åben gade i Aalborg i julen 2024 samt en voldtægt et par uger tidligere i en bolig i Nørresundby.
Det fremgår af anklageskriftet fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, som B.T. har fået adgang til.
Ifølge tiltalen blev drabet begået om eftermiddagen 26. december på Langelandsgade i Aalborg, hvor offeret – en mand i 30erne – blev tildelt flere stik og snit i både halsen og på kroppen.
Det foregik angiveligt under et gadeslagsmål, hvor offeret omkring klokken 17 blev påført flere dybe stiklæsioner.
Han blev kort efter kørt til sygehuset, men hurtigt stod det klart, at det ikke var muligt at redde hans liv.
Ifølge anklageskriftet blev drabet begået med en kniv med en bladlængde på omkring 10 centimeter, som den nu tiltalte ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at bære på et offentligt tilgængeligt sted på gerningstidspunktet.
Han er også tiltalt for en forudgående voldtægt et par uger tidligere i en lejlighed i Nørresundby.
Her blev det kvindelige offer ifølge tiltalen udsat for voldtægt efter at være blevet klemt om halsen af den nu tiltalte, der i samme forbindelse udtalte, at kvinder skulle gøre, hvad de fik besked på.
Hun forsøgte ifølge anklageskriftet at fjerne den 24-åriges hånd om hendes hals, ligesom hun sagde: 'Nej' og gjorde det klart, at hun ikke havde lyst.
Og nogle timer senere blev kvinden udsat for yderligere vold med blandt andet knytnæveslag, så hun pådrog sig blodunderløbne mærker og en bristet trommehinde.
Endelig er den 24-årige også tiltalt for hærværk af betydeligt omfang ved efter voldtægten at have smadret store dele af den lejlighed, hvor overgrebet og den efterfølgende vold havde fundet sted.
Det vides ikke, hvordan den 24-årige mand – der er etnisk dansk – vil forholde sig til de alvorlige tiltalepunkter. Men da sagen skal behandles ved et nævningeting, tyder det umiddelbart på, at han ikke har i sinde at erklære sig skyldig.