Fra onsdag til fredag tikkede en stribe af anmeldelser ind hos Sydøstjyllands Politi, der efterfølgende har kunnet placere dem alle i samme bunke.

Politikredsen havde modtaget 12 anmeldelser om graffiti-hærværk.

Og hærværket var sket på 12 forskellige biler, skriver JydskeVestkysten.

Vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard kalder de mystiske hærværk for atypiske:

»Vi har ind i mellem tilfælde af graffiti på flere mure eller elskabe på samme tid, men det er usædvanligt, at det denne gang er gået ud over så mange biler over et par dage. Jeg kan ikke huske noget tilsvarende, og når vi trækker en analyse på det, så har vi heller ikke i nyere tid en tilsvarende sag,« lyder det.

Karakteren af hærværk er forskellige fra bil til bil. I nogle tilfælde er der 'blot' tegnet streger, mens der ved andre biler er skrevet tilsvininger.

Politiet kan ikke udelukke, at der kommer flere anmeldelser i sagen. De kan dog heller ikke konkludere, at der er tale om samme hærværksmand.

Finn Ellesgaard håber, andre vil anmelde hærværket, hvis det sker. Vidner, der måtte vide noget om sagerne, bedes også henvende sig.

Det kan man gøre på telefon 1-1-4.