En lidt usædvanlig sag udspillede sig i nattetimerne i Holstebro.

For mens brandfolk var i gang med at slukke en brand oven på et værtshus, dukkede en mand op og fortalte, at det var ham, der havde sat ild på stedet.

Det fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Branden opstod i et lokale, der bliver brugt til lager, oven på et værtshus beliggende på Østergade i byen.

»Da slukningsarbejdet er i gang, kommer en mand hen og siger, og det er ham, der har sat ild til. Åbenbart fordi han havde et horn i siden eller ville hævne sig på en eller anden,« forklarer vagtchefen.

Manden, der er 28 år, er blevet anholdt.

»Han kunne forklare rimelig detaljeret, hvordan han har gjort det, og hvordan det har set ud der, hvor han skal have sat ild på. Så det passer meget godt,« siger Jens Claumarch.

Politiet vil nu vende sagen med den juridiske afdeling for at tage stilling til, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør på et senere tidspunkt.

Branden er efterfølgende blevet slukket igen.

»Der er mest sket bygningsskade på stedet,« forklarer vagtchefen.