Politiet måtte affyre tåregas søndag, da voldelige demonstrationer fortsatte i Hongkong.

Det begyndte ellers fredeligt, da en gruppe demonstranter indtog et stortcenter i byen.

Men det udviklede sig ifølge flere internationale medier dramatisk, da demonstranterne pludselig angreb en metrostation, der er forbundet med indkøbscenteret. Her blev overvågningskameraer smadret, billetstandere blev ødelagt med hammere og oversprøjtet med spraymaling, alt imens demonstranterne forsøgte at skjule deres ansigter med paraplyer.

Det fik ifølge britiske The Guardian politiet til at rykke ud for at lukke metrostationen ned. Men det fik imidlertid ikke demonstranterne til at stoppe.

Umiddelbart efter barrikaderede demonstranterne en nærliggende gade, og politiet måtte affyre tåregas i forsøget på at opløse demonstrationen.

Demonstrantionerne i Hongkong har nu stået på i fire måneder. De blev udløst af et lovforslag, der skulle gøre det nemmere at udlevere borgere i Hongkong til retsforfølgelse i Kina. Forslaget blev officielt droppet i begyndelsen af september.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligere opfordret til en fredelig løsning på protesterne og sagt, at det er op til Kina at håndtere situationen.

Kina har tidligere beskyldt USA for at bakke op om protesterne, men det har amerikanerne afvist.