Ti blev anholdt efter ildspåsættelser i København, Århus, Nordsjælland, Ringsted og Slagelse. Skole i Bagsværd hærget af voldsom brand.

Ti blev anholdt, da de seneste dages uroligheder og ildspåsættelser i København torsdag aften bredte sig til flere byer på Sjælland og Århus. Der var ildspåsættelser i Slagelse, Ringsted og Greve-Hundige samt i København, Århus og flere steder i Nordsjælland.

I København gik det ud over 11 biler, ni containere, en skole på Magistervej samt forruden på en af politiets patruljevogne. Ni personer er anholdt i kølvandet på uroen, seks af dem fremstilles i dag i grundlovsforhør med krav om fængsling.

Hårdest ramt blev den københavnske Vestegn, hvor i alt 19 brande ramte såvel skoler, biler, containere og rådhuset i Ballerup. Værst gik det ud over Værebro Skole i Bagsværd ved København, hvor omkring 1000 kvadratmeter af skolen blev flammernes bytte. Branden var ifølge politiet formentligt påsat, da den havde to arnesteder.

I Brabrand og Gellerup nær Århus registrerede politiet 17 brande i biler, containere og kælderrum. En enkelt er anholdt for stenkast.

I Kokkedal, Birkerød, Farum og Nivå i Nordsjælland blev der stukket ild til i alt 12 biler, blandt andet fra en bilforhandler.

/ritzau/