Forleden måtte en berørt familie konstatere, at asken fra deres afdøde nære var forsvundet. Stjålet fra en kirke. Pist væk.

Fem døgn efter tyveriet er der dog gode nyheder til de pårørende. Urnen – samt de andre tyvekoster – er dukket op.

I en pressemeddelelse beskriver Midt- og Vestjyllands Politi, at det er en strandfoged, der onsdag formiddag har fundet et opbrudt pengeskab nord for Søndervig.

I pengeskabet har man fundet de effekter, der forsvandt fra Kloster Kirke i ly af mørket mellem 15. og 16. december.

De koster, der blev stjålet i forbindelse med et indbrud i Kloster Kirke nær Ringkøbing, er blevet fundet. Også sølvtøjet.
De koster, der blev stjålet i forbindelse med et indbrud i Kloster Kirke nær Ringkøbing, er blevet fundet. Også sølvtøjet. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Vis mere

»Tyveknægtene brød en af dørene op til kirken med brækjern, da de først kom ind, havde de frit spil i kirken. Her fandt de nogle træskabe, som de brød ind i. I et af dem stod værdiskabet, som de fik slæbt ud af kirken,« forklarede Heine Bærentsen, politikommissær ved lokalpolitiet i Ringkøbing, tirsdag om indbruddet.

Netop det store, grå pengeskab dannede ellers de trygge rammer for langt de fleste af kirkens værdier. Dåbsfad, dåbskande og kirkekalk. Uvurderlige genstande for den jyske kirke.

Og så stod der en lyseblå urne af pap.

Urnen indeholder asken fra en afdød kvinde. Den havde taget midlertidigt ophold i pengeskabet, fordi det grundet frost ikke havde været muligt at nedsænke den.

Det stjålne dåbsfad.
Det stjålne dåbsfad. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Vis mere

Da den og resten af effekterne ikke var dukket op, valgte politiet tirsdag at udsende en efterlysning. Om efterlysningen er årsag til, at strandfogeden har holdt ekstra godt øje, vides ikke.

Men sikkert er det, at alle genstandene nu er tilbage i kirken, hvor de hører til.