Sent mandag aften blev en 47-årig mand reddet op af en å efter et uheld, da hans smartwatch til alt held havde slået alarm og ringet 112.

Ikke desto mindre står manden stadig med to udfordringer.

Den 47-årige mistede ifølge TV Midtvest herredømmet over sin bil, da han kom kørende ad Kjellerupvej ved Rødkærbro, hvorefter han og bilen havnede i en å.

Bilisten havde ikke pådraget sig synlige skader, men blev efterfølgende kørt til undersøgelse på sygehuset Viborg.

Politiet har mistanke om, at han var påvirket under kørslen, men det er ikke mandens eneste problem efter uheldet.

Han skal også selv betale for at få bilen fjernet fra åen.