20 dagbøder á 2.000 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.

Det er straffen til en 53-årig mand, efter han i december sidste år påkørte en havareret bil på motorring 4 i Ballerup på grund af uopmærksomhed.

En 22-årig kvinde sad i bilen, og hun afgik ved døden som følge af påkørslen.

I retten forklarede manden ifølge anklager Charlotte Møgelhøj, at han kort forinden havde drejet til venstre ad motorring 4, hvorefter der er huller i hukommelsen.

Han huskede hverken sammenstødet, eller hvad der forårsagede sammenstødet - formentlig som konsekvens af selve ulykken.

»Vi ved ikke, hvad årsagen er til, at han var uopmærksomhed,« siger anklager Charlotte Møgelhøj.

En bilinspektør har konkluderet, at den 53-årige kørte med en hastighed svarende til de 80 kilometer i timen, der er gældende på stedet.

»Straffen er fuldstændig fast praksis i de her sager,« forklarer Charlotte Møgelhøj videre.

Hun tilføjer, at der har været tale om uopmærksomhed, og at den 53-årige ikke har kørt vanvidskørsel.

Den 53-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.