Det er ikke til at se, at det snart er to måneder siden, at den frygtelige tragedie fandt sted, som kostede 21-årige Søren Koch livet.

Blomster, hilsner og mindeord fra hans mor, bror, kæreste, onkel og venner er mandag lagt på drabsstedet i Viby og vidner om, at drabet på Søren Koch stadig er et stort tab for mange.

»Søren, min dreng. Mor savner dig så meget. Mit hjerte græder,« står der på et brev, som hænger på et elskab ved krydset, hvor han blev skudt.

Det er et af mange rørende breve, som familiemedlemmer til Søren Koch 2. maj har hængt på stedet:

»Min elskede bonus storebror <3 Min verden bliver aldrig den samme igen uden dig. Jeg vil elske og savne dig overalt for evigt <3.«

»Jeg elsker dig for evigt skat <3 Du er den smukkeste stjerne på himlen. Dig og mig for evigt og altid <3 Ses deroppe <3 <3 – Din skat.«

Står der på to andre breve, som tydeligt vidner om det savn, familien er efterladt med efter Sørens Kochs død.

Søren Kochs mor har hængt et rørende brev til sin søn på drabsstedet.
Søren Kochs mor har hængt et rørende brev til sin søn på drabsstedet.
Vis mere

Natten til 8. marts mistede 21-årige Søren Koch på tragisk vis livet, da han blev ramt af skud i sin bil i Viby J i krydset ved Ringvej Syd/ Søndervangs Allé.

Der er endnu ingen anholdt i sagen, som politiet mener bunder i konflikter i bandemiljøet i Aarhus.

Søren Koch var ikke en del af bandemiljøet, men formodes at være et uskyldigt offer, der tilfældigt befandt sig på stedet, hvor han blev ramt af skud.

Meningsløsheden fylder tydeligt også noget ved familiemedlemmerne til Søren Koch.

»Alle skal forstå, at det, der skete her, var verdenshistoriens mest uretfærdige, mest uheldige, mest uværdige og mest ufatteligt meningsløse drab nogensinde. Søren var et totalt sagesløst offer, der tilfældigt kom kørende forbi,« står der i et af de ophængte breve.

Søren Koch havde sin daglige gang på VIA University College i Aarhus, hvor han netop var startet på uddannelsen som bygningskonstruktør.

Barndomsvenner, gamle arbejdsgivere og medstuderende har tidligere beskrevet Søren Koch som en højtråbende ung mand, der altid var fyldt med energi og et af de rareste mennesker.

Torsdag afspærrede Østjyllands Politi endnu en gang området for at foretage opmålinger og undersøgelser.

»Efterforskningen skrider godt frem, og vi gør alt, hvad vi kan for at finde gerningsmanden,« sagde politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Olsen i den forbindelse.

Politiet understregede, at der bliver vendt hver en sten for at opklare sagen.

Borgere kan henvende sig til Østjyllands Politi på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.