Da en 36-årig mand mandag i sidste uge dukkede op på H. C. Lumbyes Gade på Østerbro i København, blev han udsat for et groft overfald.

Onsdag kom der skred i politiets efterforskning af sagen, da fire personer blev anholdt.

Tre af dem, der er i alderen 20 til 28 år, bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvilket sker med henblik på varetægtsfængsling.

En af dem sigtes for drabsforsøg og særligt farligt røveri, mens de øvrige sigtes for medvirken til særligt farligt røveri. Det oplyser Københavns Politi på tjenesten Politi Update.

Samtidig fortæller politiet, at det umiddelbart tyder på, at den 36-årige havde aftalt at mødes med en person, men blev overfaldet, da han mødte op.

Politiet oplyser ikke umiddelbart, hvordan de sigtede forholder sig i sagen.

/ritzau/