Tre helt unge piger i alderen mellem 11 og 13 år endte torsdag aften i et voldsomt slagsmål ved Bruuns Galleri i Aarhus.

Det var en vagt fra indkøbscenteret, der opdagede slagsmålet, som fandt sted i området mellem Bruuns Galleri og DGI-Huset.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

'To piger stod ifølge vagten og sparkede og slog en pige, som var bevæbnet med en kniv,' lyder det.

Vagten fik skilt pigerne fra hinanden og tilbageholdt dem, indtil politiet ankom til stedet.

De to piger, der havde sparket og slået, viste sig at være henholdsvis 12 og 13 år.

Pigen med kniven var 11 år.

'Pigerne forklarede, at de havde haft nogle uoverensstemmelser på de sociale medier og havde aftalt at mødes. Et møde, der så var endt med en voldsom konfrontation,' skriver politiet i døgnrapporten.

Til B.T. fortæller en pressemedarbejder fra Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, at den 11-årige pige fik nogle knubs, men ikke kom alvorligt til skade. De to andre piger var ikke kommet til skade.

Politiet ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad uoverensstemmelsen gik ud på.

»Men de havde skrevet sammen i noget tid på nettet i en ret hård tone, og så aftaler de at mødes. Det går så helt galt, da de ser hinanden,« forklarer Jakob Christiansen.

Pigerne blev alle tre kørt til politistationen, hvor de blev afhørt, mens deres forældre og en repræsentant fra kommunen var til stede.

Østjyllands Politi vil nu foretage en vurdering af, om pigerne skal henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet. De sociale myndigheder er også inde over sagen.