Blå blink og blod har siden jul fyldt meget i de københavnske gader. Igen og igen er Københavns Politi således rykket ud til knivstikkerier, der har sendt unge mænd på hospitalet.

Intet peger dog på, at knivstikkerierne skyldes en bandekonflikt, lyder det nu fra politiet, der i stedet har en anden mistanke.

Knivstikkerierne er angivelig opstået på baggrund af det, som Københavns Politi i en pressemeddelelse beskriver som »stridigheder mellem yngre mænd med tilknytning til de kriminelle miljøer i politikredsen«.

Det traditionelle bandemiljø, som politiet kalder det, danner altså ikke umiddelbart rammerne for de blodige overfald. Overfald, der 29. december fik politiet til at indføre en visitationszone på dele af Nørrebro og i Nordvest.

Her visitationszonen, der altså vil være gældende frem til 19. januar. Foto: Politi
Her visitationszonen, der altså vil være gældende frem til 19. januar. Foto: Politi
Vis mere

Efter en uge viser politiets opgørelse, at indsatsen har båret frugt.

I zonen har politiet den seneste uge visiteret 120 personer. Og fem af disse er i den forbindelse blevet sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Sammenlagt 13 knive og stikvåben er i perioden blevet fundet – og beslaglagt.

Særligt det seneste døgn har været afgørende i indsatsen. Her er fem knive blevet beslaglagt, og tre personer sigtet.

»Vi har derfor valgt at forlænge visitationszonen med to uger for at forebygge flere episoder og for at sikre trygheden for borgerne,« siger politiinspektør Lars-Ole Karlsen i førnævnte pressemeddelelse.

»De nye hændelser indgår i den omfattende efterforskning, som er igangsat omkring knivstikkerierne, der har fundet sted siden juleaften.«

Visitationszonen vil nu være gældende frem til 19. januar, og samtidig vil politiet øge tilstedeværelsen i området. Blandt andet for at øge trygheden.