En lighter og et lift. 

De seneste måneder har mystiske mænd i biler kørt rundt og antastet unge mænd i Aarhus på vej hjem fra byen.

En af dem fortæller TV 2 Østjylland, hvordan han fem gange på bare to måneder har oplevet, at fremmede mænd er kørt op på siden af ham, sænket farten og bedt om at låne en lighter. 

»Det er forskellige biler og forskellige mænd, som alle starter samtalen med at spørge om en lighter. Men derefter bliver de meget insisterende og vil have, at man sætter sig ind i deres bil og får et lift, eller også følger de efter en. Flere gange har jeg bagefter set, at der har gemt sig to andre mænd liggende på bagsædet i bilen.« 

Det fortæller Mikkel Møller Pedersen til tv-stationen. 

Han ved ikke, hvem mændene er, eller hvad de vil, men oplevelserne gør ham utryg. 

Udover sine egne oplevelser har han også set en anden ung mand blive udsat for det samme. 

TV 2 Østjylland har også talt med Jonas Ipsen, som har haft en lignede ubehagelig oplevelse. 

Her fulgte den ukendte mand efter ham og insisterede på, at han skulle have et lift. 

Manden spurgte ham, hvad hans ur var værd, og hvad hans telefon havde kostet.

Heldigvis skete der ikke mere, men Jonas Ipsen er begyndt at tage en taxa hjem fra byen for at undgå noget lignende i fremtiden.