Fie Nørgaard Nielsen fik sig noget af et chok, da hun blev skudt efter af to unge drenge.

Onsdag aften stod hun og ventede på bussen – helt i sin egen verden – da to unge drenge i bil kørte op til hende, mens de pegede en pistol mod hende.

Sekundet efter bliver der trykket på aftrækkeren.

»Jeg går i chok,« siger Fie Nørgaard Nielsen til B.T.

Hun finder dog hurtigt ud af, at det ikke er en ægte pistol, men derimod et hardball-våben – et våben, der skyder med små plastikkugler.

»Det lignede jo en rigtig pistol, så jeg tænkte bare: 'Hvad fanden har du gang i?'. Og så er det først, da jeg er ude hos min søster, at der kommer en reaktion,« fortæller Fie Nørgaard Nielsen.

Efterfølgende opfordrede både hendes mor, søster og svoger til, at hun ringede til politiet og anmeldte episoden.

»Jeg tænkte, at det var drengestreger, og at politiet var ligeglade,« forklarer Fie Nørgaard Nielsen.

Men politiet var ikke ligeglade. De kom nemlig en halv time senere.

Ifølge vagtchefen ved Syd- og Sønderjylland Politi, Søren Strægaard, er hardball-skyderi og trusler ikke noget, man oplever så tit. Men det ændrer ikke på, at det er strafbart.

»Folk kan tro, at det er en rigtig pistol, de bliver truet med,« siger vagtchefen og påpeger, at straffen varierer alt efter sagen.

I dag er Fie Nørgaard Nielsen stadig i chok, og her senere på ugen popper episoden stadigvæk op en gang imellem.

»Jeg tror stadigvæk ikke, at jeg har forstået det. Nogle gange rammer det lige,« siger hun og tilføjer, at hun skrev et Facebook-opslag efterfølgende, der beskrev situationen.

»Og så har jeg fået meget positiv respons fra folk, der godt kan forstå, at jeg har det sådan.«

Efter Fie Nørgaard Nielsen delte sin oplevelse, er hun blevet kontaktet af to andre piger, der onsdag oplevede det samme som hende selv.

De har nu alle anmeldt det til politiet.