Den 45-årige mand, der sidder fængslet for et kvindemord og to voldtægter på Amager, var som ung betaget af de lokale rockerlærlinge fra Bullshit.

Det fortæller den nu pensionerede leder af ungdomsklubben Nøragersminde, John Karlslund, til bt.dk.:
 
- Jeg husker ham meget tydeligt som noget af en vildbasse. Han gik og så op til de store knægte, der sidenhen blev til Bullshit-rockerne, men han var jo fem-otte år yngre end dem, så de tog ham jo ikke alvorligt, fortæller den tidligere leder på Nøragersminde.

Den populære klub på det sydlige Amager lagde i 1980'erne  navn til den såkaldte Nøragersmindebande, som sidenhen udviklede sig til Hells Angels-rivalerne Bullshit.

- Den nu fængslede gik som dreng ikke voldsomt meget op i sin skole, og var nok lidt af et nemt offer i forhold til at ryge ind i et slæng og begynde at ryge hash. Han var med i den lidt yngre VA-bande - det stod for VestAmager-banden - hvor man kørte rundt på knallerter og lavede lidt slagsmål med dem fra Kastrup, fortæller John Karlslund.

Teenagerbanden blev på et tidspunkt et så stort problem, at ungdomsklubben så sig nødsaget til at indkalde til forældremøde for at stoppe den uheldige udvikling.

- Det lykkedes at få banden neutraliseret, men den nu fængsledes forældre var ikke blandt dem, der mødte op til forældremøder. De var meget tilbageholdende, husker John Karlslund.

- På det tidspunkt var der ikke noget, der hed SSP, men den lokale uropatrulje havde et vågent øje med teenagerne i VestAmager-banden, som tog til Christiania for at købe hash, tilføjer den tidligere leder af ungdomsklubben på Amager.

Rockerklubben Bullshit havde i en årrække ry for at sidde på det lukrative hash-marked på Christiania, men måtte efter en blodig konflikt med Hells Angels slippe grebet.