Balladen ved Ungdomshuset virker koordineret og gennemtænkt

Var det nogle få ballademagere, der fik situationen til at udvikle sig foran Ungdomshuset på Dortheavej, mens andre ungdomshusbrugere fredeligt sad og spiste middag? Eller er der tale om planlagte optøjer, der er koordineret med tyske aktivister? Formanden for Ungdomshus-fonden, advokat Knud Foldschack, siger det første. Men forskellige oplysninger, bl.a. på det venstreorienterede nyhedssite modkraft.dk og Ungdomshusets egen hjemmeside tyder på det andet. - Det var en mindre gruppe ballademagere, der smed flasker og molotovcocktails mod politiet. Størstedelen af de 50 unge på adressen var til spisning inde i selve Ungdomshuset. Da urostifterne søgte ly i huset, trængte politiet ind, siger Knud Foldschack. Men der var også ballade 2. februar på Dronning Louises bro og ved den tyske ambassade. Af nøjagtig samme grund: Protest mod rydningen af et besat hus i Berlin, der er blevet lovliggjort, det såkaldte fristed Liebig14. "Omkring klokken 17 gik forsamlingen fra Dronning Louises Bro med retning mod Tysklands ambassade. Der blev spillet høj musik, råbt slagord »mod stat og kapital« mens bannere med teksten »Solidaritet med Liebig14« og »Fristeder alle steder« blafrede i vinden. Blot få minutter efter begyndte magtkampen mellem politi og demonstranter, som senere udviklede sig til flere episoder med kanonslag, sten- og flaskekast samt mindst én molotovcocktail mod politiets mandskabsvogne. Det endte med sammenstød nær det tidligere besatte hus BumZen i Baldersgade, hvor der blev kastet mindst én brandbombe mod politiet samt en regn af sten og flasker." hedder det på Modkraft.dk. På Ungdomshusets egen hjemmeside kan man læse en støtteerrklæring til Liebig14. Her femgår det tydeligt at balladen på Dortheavej er en form for tak for hjælpen til de tyske aktivister, der hjalp de danske autonome under balladen ved det gamle Ungdomshus på Jagtvej 69. "Liebig14 anvender i høj grad de samme retningslinier, vi har valgt at begå os ved i Ungdomshuset, og de viste os stor støtte under kampen for vores gamle Ungdomshus på Jagtvej 69. Den situation, som Liebig14 og husets beboere befinder sig i, minder i den grad om situationen med Ungdomshuset på Jagtvej 69 op til rydningen d. 1. marts 2007. Det er derfor med stor solidaritet, vi udsender denne støtteerklæring og opfordring til, at man tager til den planlagte »Expect Resistance«-demonstration d. 29 januar i Berlin og de efterfølgende dages manifestationer op til den eventuelle rydning.International sag - International solidaritet! WIR BLEIBEN ALLES!" hedder det i støttererklæringen fra 27. januar. Det er Knud Foldschack, der skal aflevere en redegørelse til politikerne om sagen. Den bliver afleveret på tirsdag. - Det kommer til at fremgå af redegørelsen at det var nogle få ballademagere, der startede balladen ude på gaden. Og jeg håber da ikke, politikerne vil overveje at rydde huset pga. det. Især efter at der har været ro i tre år, siger Knud Foldschack til bt.dk. Både Venstre, Konservative og DF vil have huset lukket efter balladen. Socialdemokraterne afventer Foldschacks redegørelse.