Multietnisk café hærget af indvandrerbande. Politiet lammet af stavefejl.

»Vi dræber dig, dit svin.«

I en rus af umotiveret had gik 10-15 arabiske indvandrerknægte lørdag aften amok på den 23-årige bartender Salim El-Khatib og hans kollega på Café Dóst, Nørrebro i København.

Pludselig trak en af de hætteklædte uromagere en sølvgrå butterfly-kniv. Og så fløj store glas, askebægre og maghoni caféstole gennem luften. En stol ramte den ene bartender, så han faldt besvimet omkuld.

Da politiet ankom, var ballademagerne stukket af. De kommer sikkert igen. Natten før fik cafeen smadret samtlige seks vinduer for 60.000 kr. af banden, der i årevis har hærget gaden.

Nu har de fået nok.

»De har hærget bydelen i mere end seks år. Den tidligere ejer af cafeen oplevede også hærværk. Vi troede bare, at problemet ville stoppe nu, hvor vi har en multietnisk café. Selv deres onkler og tanter kommer her.

Politiet mener, at vi skal barrikadere cafeen med plexiglas, men det kan da ikke være rigtigt,« siger Gert Salling, medejer af Café Dóst. Han har også har fået stjålet sin røde Mazda 323 af banden. Den fandt han senere tappet for strøm i Nordvestkvarteret.

Den multietniske cafe står sjovt nok for solidaritet og samarbejde på tværs af sprog, hudfarve og oprindelse. Det stopper ikke bøllerne.

»Gæsterne er mere bange for dem end for rockerne,« siger Gert Salling.

Indvandrerbanden stjæler de ansattes mobiltelefoner, ryger hash på toilettet, brænder cafeens bordeauxrøde hynder med cigaretter og spytter tyggegummi ud over bordet. Fem gange har de har de sat ild til cafeskiltet uden for. Nu får de ikke længere lov til at komme ind i cafeen.

»Fra starten viste vi dem respekt, men de har udnyttet vores godhed. Selv deres små brødre på helt ned til fem år skubber til bordene og giver os fuckfingeren, hvis vi siger noget til dem,« siger Laila Thomsen, cafeens daglige leder og kok. Hun overvejer at anskaffe sig en rottweiler og sætte overvågningskameraer op over baren.

Allerede sidste år fik beboere i Rantzausgade nok af ballademagerne. De sendte 100 underskrifter ind til politiet. »Der er natlig råben. De banker på vores vinduer. Vores cykler og biler bliver hærget. Vi tør ikke gå ud på gaden om aftenen. Mange af vores naboer er flyttet fra gaden fordi de føler sig generet af dem. Vi vil have vores gade tilbage,« lød beboernes skriftlige klager til politiet.

»Det er et tilbagevende problem i området,« erkender Henrik Sommer, vagthavende på Station 3 i København.

»Uanset hvad vi gør, så er der nogle af dem, der bliver ved med at lave ballade. Vi kan jo ikke stå vagt i gaden i døgndrift, men vi gør hvad vi kan for at fange dem, så de kan få deres straf,« siger han.

I har navnene på nogle af banditterne. Hvorfor kan I så ikke tage hjem til dem og afhøre dem med det samme?

»De navne, som vi får opgivet, er ofte stavet forkert. Derfor er det svært at spore dem, nå. Deres kaldenavne er ikke altid deres officielle navn.«

Hvad gør I helt konkret for at fange dem?

»Det vil jeg ikke udtale mig om,« siger Henrik Sommer, vagthavende, station 3, Københavns Politi.

I starten af maj indkalder cafeen kvarterets beboere og erhvervsdrivende til stormøde om problemet.