En 22-årig ungarsk mand går med til at lade sin varetægtsfængsling forlænge i sagen om en 15-årig dansk piges forsvinden.

Det fortæller mandens advokat, Jørn Brandenhoff Schmidt.

- Vi forlænger frivilligt på et skriftligt grundlag, siger forsvareren.

Varetægtsfængslingen, der nu har løbet i knap fire uger, forlænges derfor med fire uger mere, mens sagen fortsat efterforskes. Herefter skal det igen vurderes, om fængslingen skal fortsætte.

Den 22-årige ungarer er sigtet for langvarig frihedsberøvelse og grooming af en 15-årig pige, der i begyndelsen af august forsvandt fra Hedensted.

Ifølge sigtelsen manipulerede og udnyttede han sin alder og erfaring til at opbygge en relation til pigen med henblik på at udsætte hende for en seksualforbrydelse. Det er det, som kaldes grooming.

Politiet mener, at det er sket online - blandt andet via sociale medier - fra begyndelsen af året og indtil 4. august.

Her samlede han angiveligt pigen op ved Hedensted sammen med en ukendt medgerningsmand og førte hende til Ungarn, hvor ungarsk politi fandt hende to dage senere.

Efterfølgende kom pigen tilbage til Danmark, hvor hun blev genforenet med sin familie.

Dansk politi fik derefter en arrestordre på den 22-årige mand, som blev udleveret til Danmark og varetægtsfængslet.

Ungareren har hele tiden nægtet sig skyldig i sigtelsen, og det gør han fortsat.

- Han nægter sig skyldig, siger Jørn Brandenhoff Schmidt.

Den sigtede har tidligere udtalt sig i et interview med Ekstra Bladet. Her afviste han også at have gjort noget forkert.

Ifølge hans forklaring var han kærester med den danske pige, som han troede, var 18 år.

Da den 22-årige for knap fire uger siden blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, foregik retsmødet for lukkede døre.

Derfor kom der ikke nærmere oplysninger frem om, hvad politiet bygger sin mistanke på.

Dommeren har begrundet varetægtsfængslingen med, at der er en begrundet mistanke om, at den 22-årige er skyldig i sigtelsen.

Desuden er der grund til at antage, at han på fri fod vil kunne påvirke efterforskningen, og så er der en risiko for, at han vil flygte fra sagen, hvis han er på fri fod.

RITZAU