Vestre Landsret har stadfæstet dommen over den 18-årige somalier, der i byretten blev idømt seks års fængsel for voldtægt af en tiårig pige. Han slipper dog for udvisning.

Landsrettens dom er mandag eftermiddag faldet over den 18-årige somalier, der i efteråret blev idømt seks års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt for flere sexovergreb i Herning.

Byrettens strafudmåling på de seks års fængsel blev stadfæstet. Til gengæld valgte Vestre Landsret at gøre den udvisningsdom, som den unge mand blev idømt i byretten, for betinget. Det vil sige, at han får lov til at blive i landet, hvis han ikke begår noget strafbart i to år efter sin løsladelse.

»Vi kan ikke få det ret meget bedre. Det er hvad, vi gik efter, så det er vi svært tilfredse med,« siger forsvarer Jeppe L. Jepsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Den 18-årige blev sidste efterår dømt for at have voldtaget en tiårig pige og for at have forsøgt at voldtage to andre. Han ville ikke anke skyldsspørgsmålet, men ønskede en mildere fængselsdom samt udvisningsdommen fjernet, hvorfor han ankede dommen fra Retten i Herning til Vestre Landsret.

Voldtægten af den tiårige pige fandt sted 19. november 2011 på et skovstykke ved Lyngens Kvarter i Gullestrup uden for Herning. Den dengang 16-årige dreng havde truet to piger på ni og ti år til at gå med sig, men det lykkedes den niårige at flygte, mens gerningsmanden voldtog den tiårige.

Manden blev desuden dømt for at have forsøgt at voldtage en 18-årig kvinde i en trappeskakt i Herning en måned før voldtægten af den tiårige pige.

Undervejs i sagen har forsvarer Jeppe L. Jepsen argumenteret for, at drengen havde lidt skade af en genopdragelsesrejse til Somalia, hvor han efter sigende skulle have sluttet sig til en al-Qaeda-gruppe, som afstraffede folk.

En rapport fra Retslægerådet bekræftede, at han havde taget skade.