Torsdag aften klokken 20.58 fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om en personbil, der kørte usikkert på Fanøgade ved Jerslev.

»Det er en borger, som anmelder, fordi han har mistanke om, at føreren er spirituspåvirket,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

Politiet kørte ud for at lede efter bilen.

»Der kommer en patruljevogn kørende i modsat retning, da de får øje på bilen. Da de har vendt, er den her bil forsvundet,« forklarer Karsten Højrup Kristensen.

Et kvarter senere fik politiet en ny anmeldelse om en bil, der var forulykket på Birkemosevej.

Det drejede sig om den samme bil, der blev kørt en 20-årig mand.

»Det er en ung fyr, der er kørt ind i et vejtræ, hvorefter han er fastklemt med det ene ben,« fortæller Karsten Højrup Kristensen.

Umiddelbart virkede den unge bilist ikke svært tilskadekommen, men han blev kørt til Hjørring Sygehus.

Politiet oplyser, at de vurderede føreren af bilen til at være spirituspåvirket.